UDVALGTE PRÆDIKENER 

Prædiketekst: Matthæusevangeliet kap. 5 vers 43 - 48:

Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: >Du skal elske din næste og hade din fjende.< Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«

Dette stykke fra Matthæusevangeliet 5,43-48 er en del af Jesu Bjergprædiken står i kap.5 – 7, hvor han præsenterer radikale principper for menneskelig adfærd og etiske retningslinjer. Jesus udfordrer her en udbredt opfattelse på hans tid om, at det er acceptabelt at hade sine fjender, ved at introducere et højere guddommeligt - etisk krav om at elske sine fjender og bede for dem, der forfølger én. Denne lære understreger en kærlighed, som går ud over blot at elske dem, der allerede elsker én. Det er jo forholdsvis nemt.

Jesus peger på, at det ikke er tilstrækkeligt at gøre det, som alle andre også kan finde ud af, tolderne (der ofte blev set som syndere og upålidelige og hedningerne, nemlig kun at vise kærlighed og høflighed til dem, de kender og holder af. Hvor Jesu tilhørere jo har Deres Gud i ryggen. 

Jesu krav om at være fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen; sætter en høj standard for de troende. Det indebærer, at de skal stræbe efter en kærlighed og barmhjertighed, som ikke diskriminerer, men som er helhjertet og universel, – på samme måde som Gud viser sin nåde og kærlighed til alle mennesker, uanset deres handlinger. Dette budskab kan være udfordrende, men det er centralt i kristendommen, hvor idealet om betingelsesløs kærlighed og tilgivelse står som et lysende eksempel på, hvordan man skal leve og handle i verden. Det opfordrer til en radikal omvæltning af almindelige menneskelige følelser og reaktioner, og kræver en dyb forståelse af kærlighedens kraft og betydning i menneskers liv.

Er der flere emner Jesus er radikal med?

Ja, Jesus fremstår som radikal på flere områder i sine lære og handlinger, hvilket ofte satte ham i opposition til de religiøse og sociale normer på hans tid.  Her er nogle eksempler:

Kærlighed og Tilgivelse: Kærlighed til fjender: Som nævnt i Matthæusevangeliet 5,43-48, opfordrer Jesus til at elske sine fjender og bede for dem, der forfølger én, hvilket var en radikal afvigelse fra den almindelige praksis.

Tilgivelse: Jesus taler gentagne gange om at tilgive dem, der synder imod én, som i Matthæus 18,21- 22, hvor han siger, at man skal tilgive ikke 7 gange, men 77 gange. 

Behandling af Marginaliserede: Samfundets udstødte: Jesus brugte tid sammen med toldere, syndere, og andre, der blev anset som urene eller uønskede af det jødiske samfund, som i Matthæus 9,10-13 og Lukas 19,1-10 (historien om Zakæus).

Kvindernes stilling: Jesus inkluderede kvinder i sin nærmeste kreds og talte med kvinder på en respektfuld måde, som var usædvanligt for den tid, f.eks i Johannes 4, hvor han taler med den samaritanske kvinde ved brønden.

Sabbatens Betydning:

Sabbatens formål: Jesus udfordrede de strenge sabbatsregler ved at helbrede på sabbatten og erklærede, at Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. (Markus 2,27).

Rigdom og Fattigdom: Materiel rigdom: Jesus advarede ofte mod rigdommens farer og opfordrede til at dele med de fattige. I Matthæus 19,21 fortæller han den rige unge mand, at han skal sælge alt, hvad han ejer, og give pengene til de fattige.

Prioritering af åndelige værdier: Han sagde, at man kan ikke tjene både Gud og mammon (Matthæus 6,24), hvilket opfordrer til en prioritering af åndelige over materielle værdier.

Religiøse Traditioner og Legalisme: Indre renhed: Jesus kritiserede de religiøse ledere for deres fokus på ydre renhed og ceremoniel overholdelse, mens de ignorerede indre retfærdighed og kærlighed (Matthæus 23,25-28).

Hjertets holdning: Han understregede betydningen af hjertets holdning over for blotte ceremonielle handlinger, som i Matthæus 15,11, hvor han siger, at det er det, der kommer ud af munden, der gør et menneske urent, ikke det, der går ind.

Fred og Ikke-vold:

Vold: Jesus prædikede ikkevold og opfordrede til at vende den anden kind til (Matthæus 5,39), hvilket var radikalt i en tid præget af vold og hævn. Disse eksempler viser, at Jesu lære ofte gik imod de etablerede normer og udfordrede både religiøse og sociale konventioner på hans tid, hvilket gør hans budskab både radikalt og transformerende. hvad er den mest vidtfavnende forskel ved Jesus contra hans samtids religioner særligt Jødedommen, og hvor skulle jødedommen gå hen, efter Gud havde sendt Jesus Den mest vidtrækkende forskel mellem Jesus og hans samtids religioner, især jødedommen, ligger i hans budskab om den nye pagt, hans fortolkning af loven, og hans opfattelse af Guds rige.

Her er nogle af de centrale forskelle:

Nåden og Troen Frem for Loven: Jesus Lære: Jesus betonede nåden og troen frem for en streng overholdelse af loven. Mens jødedommen på Jesu tid lagde stor vægt på overholdelse af Torahens bud (de 613 mitzvot), præsenterede Jesus en ny pagt baseret på tro og nåde. I Johannesevangeliet 1,17 står der: For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.

Kærlighedens Lov: Jesus sammenfattede loven og profeterne i to store bud: at elske Gud og elske sin næste som sig selv (Matthæus 22,37-40). Dette adskiller sig fra den detaljerede lovgivning i Torahen.

Opfattelsen af Gud:  Intimitet med Gud: Jesus opfordrede til at se Gud som en kærlig Fader (Abba), hvilket indebærer en nærmere og mere personlig relation til Gud. Denne intime forhold var radikalt forskellig fra den mere fjerntliggende opfattelse af Gud i det gamle testamente.

Inklusion af Hedninger: Jesus åbnede vejen for, at ikke-jøder (hedninger) kunne blive en del af Guds folk uden at skulle overholde hele den jødiske lov. Dette var en radikal ændring, som bidrog til kristendommens spredning blandt hedningefolkene.

Templet og Tilbedelsen: Åndelig Tilbedelse: Jesus forudsagde, at templet ville blive ødelagt (Markus 13,2) og talte om, at sand tilbedelse skulle ske i ånd og sandhed.(Johannes 4,23-24), hvilket pegede væk fra en central fysisk placering (templet i Jerusalem) som det eneste sted for tilbedelse.

Den Nye Pagt: Jesus etablerede en ny pagt gennem sit offer på korset, som gjorde det muligt for mennesker at nærme sig Gud uden de traditionelle ofre og ritualer, der blev udført i templet.

Opstandelsen og Det Evige Liv: Opstandelsen: Jesu opstandelse fra de døde var et centralt budskab og fundamentet for kristen tro. Det understregede sejr over døden og synden og tilbød håb om evigt liv til alle, der tror på ham. Denne opstandelse var ikke en del af den jødiske messianske forventning.

Hvor Skulle Jødedommen Gå Hen Efter Jesus? Efter Jesus tid gik jødedommen og kristendommen hver sin vej. Nogle af de jødiske traditioner og grupper tog Jesu lære til sig og blev til de første kristne, mens andre jøder fortsatte deres praksis uden at anerkende Jesus som Messias. Efter templets ødelæggelse i år 70 e.Kr. måtte jødedommen omstrukturere sig selv, da mange af de templerelaterede ritualer ikke længere kunne udføres. 

Dette førte til følgende udviklinger:

Rabbinsk Jødedom: Synagogen: Synagogen blev det centrale sted for tilbedelse og studier af Torahen. Rabbinerne, der tidligere havde haft en mindre rolle sammenlignet med præsterne i templet, blev de primære religiøse ledere.

Talmud: Udviklingen og kodifikationen af Talmud, (Mishna og Gemara) blev en central del af jødisk lærdom og praksis. Talmud indeholder lovgivning, etik, filosofi og en vejledning i daglig livsførelse baseret på Torahen.

Diasporaen: Spredning af Jøder: Efter templets ødelæggelse spredte jøderne sig endnu mere over den kendte verden. De etablerede fællesskaber og beholdt deres kulturelle og religiøse identitet på trods af adskillelsen fra templet i Jerusalem.

Messiansk Forventning: Mange jøder fortsatte med at vente på en fremtidig Messias, der skulle komme og genoprette Israel. Denne forventning forblev en central del af jødedommen, selvom kristne hævdede, at Jesus var den opfyldelse af denne forventning. Jødedommen og kristendommen udviklede sig derfor i forskellige retninger, selvom de deler mange af de samme skrifter og historiske rødder. Hvordan så med Paulus gengivelse af at de kristne er podet ind på den jødiske stub, som i praksis vel betyder at herefter er der ingen fremtid, for det fjernede ægte træ, eller har jøderne kva deres førstefødsret, stadig vi er Guds Folk?

Paulus' gengivelse af de kristne som podet ind på den jødiske stub findes i Romerbrevet 11, hvor han beskriver et oliventræ som et billede på Guds folk. Her er nogle af de centrale punkter fra Paulus metafor og hans teologiske betragtninger omkring jøder og kristne: Oliventræsmetaforen (Romerbrevet 11,17-24). Det Naturlige og Det Vilde Oliventræ: Paulus beskriver Israel som det naturlige oliventræ, hvor nogle grene er blevet brudt af på grund af vantro. De kristne (hedningekristne) sammenlignes med vilde olivengrener, der er blevet podet ind i stedet for de naturlige grene. Dette billede viser, at hedningekristne bliver en del af Guds folk ved tro, men at de ikke bør være hovmodige over for de naturlige grene.

Advarslen mod Hovmod: Antisemitisme. Paulus advarer de podede grene (hedningekristne) mod at være stolte og mindsker betydningen af jødernes førstefødselsret. Han siger, at de står ved troen og kan blive brudt af, hvis de ikke forbliver trofaste (Romerbrevet 11,18-21).

 Muligheden for Genpodning: Paulus understreger, at de naturlige grene (jøderne) kan blive podet ind igen, hvis de kommer til tro (Romerbrevet 11,23-24). Dette viser, at der altid er mulighed for jøderne at blive en del af Guds folk gennem tro på Jesus Kristus. Jødernes Førstefødselsret og Guds Plan, Paulus anerkender jødernes særlige rolle som Guds udvalgte folk, og han beklager, at mange jøder ikke har accepteret Jesus som Messias. Alligevel hævder han, at Guds kald og udvælgelse er uigenkaldelig:

Guds Kald er Uigenkaldelig: I Romerbrevet 11,28-29 skriver Paulus, at jøderne er elsket på grund af patriarkerne, og at Guds kald og nådegaver er uigenkaldelige. Dette betyder, at jøderne stadig har en særlig plads i Guds plan.

Hele Israel skal frelses: Paulus taler om en fremtidig frelse for Israel (Romerbrevet 11,26). Han nævner, at hele Israel en dag vil blive frelst, hvilket tolkes som, at der vil være en tid, hvor jøderne vil komme til tro på Jesus som Messias.

Guds Folk i Det Nye Testamente: Ifølge Paulus bliver Guds folk ikke defineret alene ved fysisk afstamning, men ved tro på Jesus Kristus. Dette inkluderer både jøder og hedninger:

Én Ny Menneskehed i Kristus: I Efeserbrevet 2,11-22 beskriver Paulus, hvordan Kristus har brudt ned skillevæggen mellem jøder og hedninger og skabt én ny menneskehed. Alle, der tror på Kristus, bliver medborgere med de hellige og medlemmer af Guds husstand.

Tro som Kriterium: Galaterbrevet 3,28-29 siger Paulus, at der i Kristus ikke er forskel på jøde og græker, slave og fri, mand og kvinde, for alle er én i Kristus Jesus. De, der hører Kristus til, er Abrahams afkom og arvinger ifølge løftet.

Konklusion: Paulus' undervisning betyder ikke, at jøderne er helt erstattet eller forladt af Gud. I stedet ser han det som en midlertidig blindhed, der har givet hedninger mulighed for at blive indpodet i Guds folk. I disse vers fortæller Jesus sine tilhørere, at de skal elske deres fjender og bede for dem, der forfølger dem. Han siger, at det er let at elske dem, der elsker os tilbage, men at vi skal stræbe efter at være fuldkomne, ligesom vores himmelske Far er det. Jesu radikalitet i forhold til hans samtidige religioner, især jødedommen, var tydelig i denne opfordring til at elske ens fjender. Jødedommen på den tid fokuserede på love om hævn og retfærdighed, mens Jesus prædikede nåde, tilgivelse og kærlighed over for alle, uanset deres handlinger mod en. 

Dette budskab var radikalt dengang, og det er stadig radikalt i dag. I en verden, hvor had og konflikter fortsat præger mange samfund, er Jesu opfordring til kærlighed og tilgivelse en udfordring for os alle. Det kræver mod og vilje til at se ud over vores forskelle og behandle andre med medfølelse og respekt, selv når det er svært. Håber det hjalp med at forklare Jesu radikalitet i forhold til både hans samtid og nutiden. hvorved adskilte Jesu budskab sig på andre radikale måder Jesu budskab adskilte sig på mange radikale måder fra datidens normer og religiøse praksisser.

Her er nogle eksempler på, hvordan Jesu lære var radikal:

Kærlighed til fjender: Som nævnt tidligere opfordrede Jesus til at elske ens fjender, hvilket var en stærk modsætning til den generelle tankegang på den tid, der ofte handlede om hævn og retfærdighed mod dem, der gjorde ondt.

Nåde og tilgivelse: Jesus prædikede nåde og tilgivelse over for syndere og dem, der havde begået fejl. Han viste barmhjertighed og opmuntrede til at vende om og blive transformerede, i stedet for at fordømme dem. 

Ligestilling: Jesus inkluderede kvinder, børn, fattige og udstødte i sit budskab og behandling, hvilket var kontroversielt på den tid, hvor samfundet var præget af tydelige sociale hierarkier.

Fokus på hjertet: Mens religiøse love og regler blev betonet, satte Jesus fokus på tilstanden af ens hjerte og intentioner. Han lærte, at det ikke kun handlede om ydre handlinger, men også om ens indre motivation og kærlighedens tilstedeværelse.

Frie gaver: Jesus prædikede ideen om at give frit, uden at forvente noget til gengæld. Dette stod i kontrast til den tids handelssindede og betalingsbaserede forhold til religiøse tjenester og ofringer. Disse eksempler viser, hvordan Jesu budskab var radikalt anderledes og udfordrende i forhold til de etablerede normer og praksisser på den tid. Det var transformerende, inkluderende og opfordrede til en dybere forståelse af kærlighed og medmenneskelighed.

Siger du dermed, at Jesus var mere inkluderende end f.eks. Jødedommen.

Ja, Jesus lære var på mange måder mere inkluderende og  transformerende end nogle af de etablerede normer inden for jødedommen på hans tid. Mens jødedommen havde sine egne traditioner, love og praksisser, som havde en central plads i samfundet, bragte Jesus nye perspektiver og betonede værdien af kærlighed, nåde og tilgivelse på en mere radikal måde. Jesus inkluderede grupper, som måske blev set ned på eller overset i datidens samfund, herunder kvinder, børn, samaritanere og folk med forskellige baggrunde. Han brød de sociale og kulturelle barrierer ved at vise medfølelse og elskværdighed over for alle, uanset deres status eller fortid. Den inkluderende tilgang, som Jesus havde, var et af de elementer, der adskilte hans lære fra den mere traditionsbundne praksis inden for jødedommen på den tid. Han opfordrede til at se ud over de etablerede normer og i stedet fokusere på hjertet, kærligheden og forvandlingen af individet. Det er vigtigt at bemærke, at Jesus ikke kom for at erstatte jødedommen, men snarere for at tilføre en dybere forståelse af Guds kærlighed og forholdet mellem mennesker. Hans inkluderende tilgang og radikale lære har haft en væsentlig indflydelse på både datidens samfund og nutidens forståelse af medmenneskelighed og kærlighedens kraft.

Romerne 5:7-8: Sjældent vil nogen gå i døden for en retfærdig, skønt en kunne måske finde mod til at dø for en, som er god. Men Gud viser sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Her understreger Paulus, hvor ekstraordinært Kristi offer er. Mens det er sjældent, at nogen vil dø for en retfærdig eller god person, døde Kristus for os, mens vi stadig var syndere, hvilket betyder, at han døde for mange, som han ikke kendte personligt, og som måske endda var fjendtligt indstillet over for ham. Dette illustrerer Guds kærlighed og nåde, der rækker ud over menneskelig forståelse og fortjeneste.

Hvad er det Gamle Testamentes Gudsbillede? Nogle af de centrale træk ved billedet eller opfattelsen af Gud i det gamle testamente inkluderer:

Skaberen: Gud er fremstillet som skaberen af himlen og jorden. Dette ses tydeligt i skabelsesberetningerne i 1. Mosebog.

Almægtig og suveræn: Gud er almægtig og har absolut kontrol over universet. Dette vises i Guds handlinger og interventioner i historien, såsom i beretningerne om syndfloden (1. Mosebog 6-9), udfrielsen fra Egypten (2. Mosebog), og erobringen af Kana (Josvabogen).

Retskaffen og retfærdig: Gud er retfærdig og retskaffen, og kræver retfærdighed og moral fra sit folk. Dette ses i lovgivningen i 2. Mosebog, 3. Mosebog og 5. Mosebog, hvor Gud giver love og befalinger for at styre israelitternes liv og fællesskab.

Barmhjertig og nådig: Samtidig med at Gud er retfærdig, er han også barmhjertig og nådig. Dette fremgår af hans villighed til at tilgive og genoprette sit folk efter perioder med synd og frafald, som det ses i profetbøgerne som Hoseas og Esajas bog.

Personlig og nærværende: Gud er ikke en fjern og utilgængelig kraft, men en personlig Gud, der interagerer med mennesker. Gud indgår pagter med nøglefigurer som Abraham, Moses og David, og kommunikerer direkte med profeterne.

Gud for Israel, men også for alle folkeslag: Gud har en særlig relation til Israel, som han kalder sit udvalgte folk, men han er også skaberen og dommeren over alle folkeslag. Dette universelle perspektiv findes blandt andet i profetbøgerne, hvor det fremgår, at Gud har en plan for alle folk.

Guddommelige attributter: Gud beskrives med mange attributter såsom evig, allestedsnærværende, allestedsnærværende, hellig og uforanderlig. Sammenlagt giver disse beskrivelser et komplekst og flerdimensionelt billede af Gud i det gamle testamente, som både er intimt forbundet med menneskenes liv og samtidig transcendent og majestætisk.

Den enkelte jødes Gudsbillede? Kan variere meget afhængig af personlig tro, teologiske overbevisninger, kulturel baggrund og den specifikke jødiske tradition, de tilhører (ortodoks, konservativ, reform, rekonstruktionistisk osv.). Der er dog nogle grundlæggende elementer og aspekter ved Gudsbilledet, som mange jøder deler.

 Nogle af disse omfatter: Monoteisme: Grundlæggende for jødisk tro er troen på én, udelelig Gud. Shema, en central bøn i jødedommen, proklamerer: Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. (5. Mosebog 6:4).

Skaberen og opretholderen: Gud ses som skaberen af universet og alt liv, og som den, der opretholder og styrer verden. Skabelsesberetningen i 1. Mosebog og mange salmer reflekterer dette synspunkt.

Moralsk og etisk vejleder: Gud er kilden til moral og etik. De ti bud og andre love i Torahen (de fem Mosebøger) betragtes som guddommelige instruktioner til, hvordan mennesker skal leve et retfærdigt og helligt liv.

Nærværende og immanent: Gud er nærværende i verden og i menneskers liv. Jøder beder til Gud og søger hans vejledning og støtte i deres daglige liv. Guds nærvær er ofte symboliseret ved Shechinah, Guds iboende herlighed.

Pagtsforhold: Mange jøder ser deres forhold til Gud som et pagtsforhold. Denne pagt, som blev indgået med Abraham og senere med det israelitiske folk gennem Moses på Sinai-bjerget, indebærer både privilegier og ansvar.

Barmhjertig og retfærdig: Gud er både barmhjertig og retfærdig. Han viser kærlighed, nåde og tilgivelse, men han er også retfærdig og kræver moral og etik fra sit folk. Dette dualistiske billede af Gud som både kærlig og retfærdig findes ofte i bønner og skrifter.

Transcendent og uforståelig: Gud er også transcendent og uforståelig. Selvom Gud er nærværende, er hans fulde natur og væsen uden for menneskelig fatteevne. Dette reflekteres i det jødiske forbud mod at lave billeder af Gud og den ydmyghed, der præger jødisk teologi.

Individuel og fællesskabsdimension: Gudsbilledet kan have både en individuel og en fællesskabsdimension. Hver enkelt jøde har en personlig relation til Gud gennem bøn og studium, men der er også en kollektiv dimension, hvor det jødiske folk som helhed har et særligt forhold til Gud. 

Sammenfattende kan man sige, at den enkelte jødes Gudsbillede ofte er præget af en dyb respekt for Guds enhed og transcendens, en forståelse af Guds nærvær og omsorg i hverdagen, samt en forpligtelse til at leve i overensstemmelse med Guds love og etik.

Hvor står der at Jesus døde for nogen han ikke kendte?

At Jesus døde for nogen, han ikke kendte personligt, er en central tanke i kristendommen, og den er baseret på flere passager i Det Nye Testamente. Nogle af de vigtigste skriftsteder, der understøtter denne idé, inkluderer: 1. Johannes 3:16: 

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Her udtrykkes det, at Jesus blev sendt til verden for at dø for alle mennesker, ikke kun dem han kendte personligt.

Romerne 5:8: Men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Dette vers understreger, at Jesus døde for mennesker, der stadig var syndere, hvilket indikerer, at han døde for alle, inklusive dem han ikke kendte personligt.

1. Johannes 2:2: Han er en soning for vore synder, og ikke alene for vore, men også for hele verdens. Dette vers indikerer, at Jesu død var en offerhandling for hele verdens synder, ikke kun for en begrænset gruppe mennesker.

1. Peter 3:18: For også Kristus led én gang for syndere, den retfærdige for de uretfærdige, for at føre jer til Gud. Dette vers viser, at Jesu lidelse og død var for syndere generelt, ikke kun for dem han kendte.

Hebræerne 9:26-28: Men nu er han én gang for alle ved tidernes ende åbenbaret for at borttage synden ved sit offer, så vil Kristus, efter at være ofret én gang for at

bære manges synder. Dette indikerer, at Jesu offer var for mange, ikke kun for dem han havde en personlig relation til. 

Sammenlagt viser disse skriftsteder, at Jesus døde for hele menneskeheden, ikke kun for dem, han kendte personligt under sin tid på jorden. Dette er en grundlæggende del af kristen tro, som understreger Guds universelle kærlighed og Jesu offer for alle menneskers frelse. Paulus siger et sted hvem vil mon lide døden for nogen han ikke kender Paulus skriver om denne tanke i Romerbrevet 5:7-8. Her diskuterer han, hvor sjældent det er, at nogen vil dø for en anden, selv for en retfærdig person, og kontrasterer dette med Kristi offerdød for os. De specifikke vers lyder:

Romerne 5:7-8: Sjældent vil nogen gå i døden for en retfærdig, skønt en kunne måske finde mod til at dø for en, som er god. Men Gud viser sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Her understreger Paulus, hvor ekstraordinært Kristi offer er. Mens det er sjældent, at nogen vil dø for en retfærdig eller god person, døde Kristus for os, mens vi stadig var syndere, hvilket betyder, at han døde for mange, som han ikke kendte personligt, og som måske endda var fjendtligt indstillet over for ham. Dette illustrerer Guds kærlighed og nåde, der rækker ud over menneskelig forståelse og fortjeneste.

Hvor står der at Jesus ikke kom for at lave Kirken?

Der findes ingen specifikt vers i Det Nye Testamente, hvor Jesus direkte siger, at han ikke kom for at etablere Kirken. Dog kan nogle vers tolkes som antydninger af, at Jesus primære mission ikke var at oprette en institutionel kirke, men snarere at forkynde Guds rige og frelse menneskene. Her er nogle vers, der kan kaste lys over dette perspektiv:

Lukas 4:43: Men han sagde til dem: Også til de andre byer må jeg forkynde Guds rige, for det er derfor, jeg er udsendt. Dette vers viser, at Jesu mission var at forkynde Guds rige.

Markus 1:38: Men han sagde til dem: Lad os gå andre steder hen til de nærliggende landsbyer, så jeg også der kan prædike; for det er derfor, jeg er draget ud. Igen fokuserer Jesus på at forkynde.

Matthæus 16:18: Og jeg siger dig, at du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Dette vers kan faktisk tolkes som en antydning af, at Jesus forudser oprettelsen af en kirke. Men det viser også, at Kirken er bygget på Peter og apostlenes bekendelse af Jesus som Kristus, snarere end at det var Jesu primære mål selv at grundlægge en institution.

Johannes 18:36: Jesus svarede: Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke af denne verden. Her betoner Jesus, at hans rige er af en anden karakter end jordiske kongedømmer, hvilket kan tolkes som at hans mission ikke var at etablere en jordisk institution som en kirke, men snarere et åndeligt rige.

Selvom disse vers viser, at Jesu mission primært var at forkynde Guds rige og frelse menneskene, blev Kirken ifølge kristen tradition senere etableret af hans apostle som en fortsættelse og manifestation af hans lære og mission. Dette skete især efter Jesus død og opstandelse, og i lyset af Helligåndens komme på pinsedagen (Apostlenes Gerninger 2), hvor apostlene begyndte at organisere de første kristne fællesskaber. men han siger jo at ikke et bud i loven skal forgå, er det ikke det samme som at sige han ikke er kommet for at lave en ny religion. Jesus udsagn om, at ikke et bud i loven skal forgå, er fundet i Matthæusevangeliet 5:17-18.

Matthæus 5:17-18: Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himlen og jorden forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Disse vers kan tolkes som en understregning af, at Jesus ikke kom for at afskaffe den eksisterende jødiske lov (Torah) og profeterne, men for at opfylde dem. Dette kan forstås på flere måder:

Opfyldelse af profetier: Jesus ser sin mission som en opfyldelse af de messianske profetier i Det Gamle Testamente. Han kom for at bringe Guds frelses plan til fuldendelse.

Fuldbyrdelse af loven: Jesus opfyldte loven ved at leve et liv uden synd og dermed opfylde de krav, loven stillede. Han bragte også en dybere forståelse og fortolkning af loven, som det ses i bjergprædikenen (Matthæus 5-7).

Ikke afskaffelse, men transformation: Jesu lære og handlinger viste, at han ikke kom for at afskaffe loven, men for at transformere forståelsen af den. Han betoner hjertets hensigt og den indre retfærdighed frem for blot ydre overholdelse af regler.

Når det gælder spørgsmålet om at etablere en ny religion, så kan man argumentere for, at Jesus ikke kom for at skabe en helt ny religion, men snarere for at bringe fornyelse og opfyldelse til den eksisterende jødiske tro. Kristendommen opstod som en bevægelse inden for jødedommen og blev gradvist til en særskilt religion efter Jesu død og opstandelse, især som følge af apostlenes mission og Paulus arbejde med at sprede budskabet til ikke-jøder (hedninger).

Jesus fokus på opfyldelse af loven og profeterne antyder, at hans mission var at bringe den eksisterende tro til sin fuldendelse, snarere end at afskaffe eller erstatte den. Kristendommens udvikling som en særskilt religion er i høj grad et resultat af historiske og teologiske udviklinger.

Amen.

Pinse (2) – Helligånden – vores hjælper

På Pinsedag snakkede vi om Helligånden, der kom og forandrede dem på på en uventet måde. Vi snakkede om Helligånden, som kunne gøre noget uventet og helt særligt i vores liv.

Det håber jeg, vi alle er åbne for, selvom det kan være svært, når man ikke ved, hvad det særlige er. Nogle har oplevet at blive brugt af Gud på måder, de aldrig havde drømt om at skulle bruges.

Men i dag skal vi ikke snakke om det særlige, Gud kan gøre i os og igennem os. Vi skal snakke om det, som Helligånden ønsker at gøre i os alle.

Uanset om vi kender Jesus eller ej. Uanset om vi har været en kristen i 70 år eller kun er på vej til at blive det, så er der noget, Han vil gøre i os alle. 

Jesus taler med sine disciple om det kort før sin død.

Prædiketekst: Johs. 16, 5 – 15: Jesus taler om Talsmanden. Han kalder ham også "Sandhedens Ånd" (v. 13). I Johs. 14, 26 kalder Jesus Talsmanden for "Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn". Det er den samme Ånd, han taler om. Jesus beskriver Ham bare på forskellige måder. Der er nogle, som siger "den" om Helligånden. Det gør Bibelen (grundsproget) aldrig. Bibelen skriver konsekvent "Han" om Helligånden. Helligånden er en person og ånd på samme tid. Vi siger heller ikke "den" om Annette. Den der spiller godt på orgelet. Vi siger "hun".

Så Helligånden "han" skal komme, siger Jesus. Men samtidig med at Helligånden er en person, så er Han en Ånd. Han har ikke noget legeme, men er en selvstændig person. Samtidig med at han er en selvstændig person, så kan Han tage bolig i os. Det betyder, at Gud ved sin Ånd tager bolig i os. Det er Gud som person, der tager bolig i os, når vi kommer til tro på Jesus. Vi har Guds Ånd inde i os. Han kan tale til os, give os styrke, vejlede og meget mere. Det er det, vi skal snakke om i dag.

Jesus siger, at Faderen vil sende Helligånden til os. Jesus kalder ham for "Talsmand". Ordet kan også oversættes med Advokat, Rådgiver, Trøster eller Hjælper. Når man ser, hvad Helligånden vil gøre i os, så er ordet "Hjælper" en rigtig god beskrivelse.

Vi har fået en Hjælper, som skal være hos os og i os. Hvor mange af os har haft brug for hjælp? (Livsvej, uddannelse, rigtigt og forkert…) Vi har en hjælper herinde, som vil guide og give os kræfter. Jesus siger: "Sandhedens ånd… bliver hos jer og skal være i jer". (Johs. 14, 17) Jesus giver os et løfte: Hvis I tror på mig, så vil Faderen sende jer en hjælper. Han vil altid blive hos jer og skal være i jer.

Hvis du tror på Jesus, så har du fået en hjælper. Han er herinde. Mange kristne lever uden at tænke over, at Helligånden er i deres liv som en hjælper. De tror, de selv skal fixe livet og forbedre sig og dygtiggøre sig. Ingen har måske fortalt dem, at Guds Ånd bor i dem og vil hjælpe dem. I det øjeblik du tror på Jesus, så flytter han ind og vil hjælpe dig. 

Hvad gør Helligånden i vores liv? Hvad er hans arbejde?

Vi vil se på 7 ting, som Bibelen fortæller os, Han vil hjælpe os med.

1) Helligånden skaber tro: Johs 16, 8 – 9 (PP) "Han vil overbevise [os] om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd, at I ikke tror på mig". (Johs. 16, 8 – 9. Det første er at vise, at vi behøver Jesus. Når vi har en følelse af, at der var noget, vi ikke skulle have sagt, eller noget, vi skulle have gjort, men ikke fik gjort. Så er det ikke bare en følelse, det er Helligånden, der arbejder i os. Han peger ikke på fejl for at holde os nede, men han viser os, at der er en kærlig Gud, der vil tilgive og altid lade os starte på ny. Mange oplever, når de kommer til tro på Jesus, at de aldrig har set så mange fejl og mangler i deres liv. Det er Helligånden, der peger på det. Ikke for at tynge os ned, men for at vi kan komme til Jesus med det. Når vi tror, at han døde for vores synder, så ved vi også, at lige meget hvad, vi finder af forkerte ting i vores liv, så tog han det på korset. I ham kan vi altid få tilgivelse og starte på en frisk. Helligånden vil skabe tro i os, så vi ved, at det som Jesus gjorde, er nok til at frelse os.

2) Helligånden giver frelsesvished: Rom. 8, 15 – 16 (PP) "I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået en ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn". Tidligere gik mange og kæmpede med om de var gode nok til at komme i Himlen. I dag tænker vi mere på, om vi kan elske os selv og er gode nok til os selv. Men der er en Gud, vi står til ansvar for. Han fortæller os, at når vi har taget imod Jesus som vores frelser, så har vi intet at frygte. Så er der intet, der kan skille os fra Gud. Så lige meget om andre ikke synes, du er god nok, eller du selv ikke synes, du er god nok, så taler Guds Ånd i dig: Se ikke på dig selv. Lyt ikke til de andres bedømmelse. Se på Jesus!

3) Helligånden bor i dig: Johs. 14, 17 (PP) "Sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer". Den opmærksomme læser vil se, at der står "den" og ikke "han". Jeg har kun kunnet finde denne måde at oversætte på i den danske oversættelse. Den norske, de engelske, Bibelen på Hverdagsdansk skriver alle "Han". I kapitel 16 står der: "Når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer…" En treenig Gud. Faderen, han, Sønnen, han, men Helligånden, den... Men det er også lige meget, bare vi ved, at det er en selvstændig person. Men hvad betyder det, at Helligånden bor i os? Det vil være forkert at sige, at vi er besat med Helligånden. Vi er ikke besat, men Han har taget bolig for at være en hjælper. Nogle oplever en radikal forandring, når de kommer til tro. Andre oplever en stille forandring. Alle mærker en stille stemme, som er flyttet ind. Han taler ikke altid højt, vi skal ofte give tid og stilhed for at høre Hans stemme.

Da jeg gik i 9. klasse, skulle jeg reparere min cykel. Skille den ad i alle dele, pudse, smøre, male og så samle den igen. Jeg gik på biblioteket for at låne Politikkens Store Cykelbog. Jeg skulle låne den hele sommeren, så jeg tænkte: Hvis jeg nu putter den ned i min rygsæk, så kan jeg låne den hele sommeren og ikke aflevere den efter en måned. Det gjorde jeg så, og de opdagede ikke noget. Jeg fik min cykel repareret og den blev rigtig flot. Men bogen fik jeg aldrig afleveret, Da jeg gik i 2. G blev jeg en kristen og hvad tror I der skete. Ikke så lang tid efter var der en indre stemme, der sagde: Hvad med Politikkens Store Cykelbog?

Jeg fik dårlig samvittighed over at den lå hjemme på mit værelse, så jeg tog den med ud til biblioteket for at aflevere den igen. Det var Helligånden, der talte med sin stille stemme i mit indre. 4) Helligånden vil lære jer. Han er vores lærer Johs. 14, 26 (PP) "Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer". (Læg mærke til, at fra nu af skriver oversættelserne "han"). - Minde jer om alt, hvad jeg har sagt (Johs. 14, 26). Hvis du læser i Bibelen, så vil du opleve, hvordan Helligånden igen bringer bibelvers frem, som du skal bruge dem.

- Andre gange får vi nogle indskydelser, fordi Helligånden giver os større forståelse eller nye tanker. Hvis du spørger: 

Hvorfor har jeg det så hårdt i mit liv?

Hvorfor oplever jeg ikke mere glæde?

Hvorfor har jeg svært ved at komme igennem dagen?

Måske er det fordi du har ignoreret Hjælperen.

5) Helligånden leder os: Johs 16, 13 (PP) "Når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden". Det er nok først og fremmest vejledning i at gøre det rigtige i forhold til Gud og andre mennesker. Men Gud er interesseret i hele vores liv. Han vil lede dig i dit job, dit personlige liv, dine relationer, din økonomi.

Det er ok at spørge alle andre, men du burde spørge Gud først. Vi må give ham tid til at svare os. (Max: Spørg Herren) Forstår vi så alt i Bibelen? Nej. Det er Gud vi snakker om. Han er langt større end vores univers. Men vi forstår det, vi har brug for. Vi erkender stykkevis, siger Paulus.

6) Helligånden producerer frugt i os: Gal. 5, 22 (PP) "Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse". De vandrede med Jesus i 3 år og pludselig var han væk. Hvad havde de tilbage? Ingen computer, ingen billeder, ingen Bibel. De havde kun, hvad de kunne huske. Derfor sagde han til dem efter opstandelsen. I skal sætte jer ned og vente til Talsmanden kommer. Han vil minde jer om alt, hvad I har set og hørt.

Tænk hvor heldige vi er, at vi har fået Bibelen i dag. Vi har en stor skat. Vi kan læse Bibelen, og Helligånden kan gøre den levende for os, så vi kan blive mindet om, hvad Jesus har sagt. Du kan læse den. Du kan forstå den. Og det vigtigste: Du kan omsætte den i dit liv. Den Helligånd, der arbejdede i Jesus og disciplene er den samme Helligånd, som virker i dig. Han vil forandre dig, så du ligner Jesus mere og mere for hver dag. Du vil opleve, at han skaber Åndens frugt i dit liv, når du følger ham.

7) Helligånden vil give dig af sine åndelige gaver (Nådegaver): Rom. 12, 6a (PP) "Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået…" Paulus siger ikke, at vi får forskellige nådegaver efter hvad vi udretter. Han siger, at vi HAR fået forskellige nådegaver. Det er noget, vi har fået givet. Der er mange forskellige nådegaver. Du har fået en nådegave. Nogen siger: Jeg har ingen gaver. Jo du har. Hvis du tror på Jesus, har du Helligånden i dig og du har også fået en nådegave. Du må bede ham vise dig dem. Du har fået en gave for at du kan tjene ham, der har frelst dig.

Konklusion: Når Jesus taler om Helligånden, så er det for at berolige os. Bare rolig. I skal ikke leve livet alene, jeg vil give jer en hjælper, som altid vil være hos jer og være i jer. Du er ikke bare overladt til at gøre det så godt du kan. Du har fået en Hjælper, som vil hjælpe dig med alle områder i dit liv. Derfor er det vigtigt at give sig tid til at læse i Bibelen og lytte til Helligåndens vejledning.

Mange gange har vi for travlt med vores egne projekter, så vi ikke får givet os ro og tid til at søge Åndens hjælp. Find en stille tid på dagen, hvor du hver dag kan vende dit liv med Gud. Og forvent, at han taler til dig og vejleder dig i alle dit livs gøremål.